Selv om lægen har et navn på din sygdom, er det ikke sikkert, han ved, hvad du fejler, sagde Franz Kafka. Det er virkeligheden i sundhedsvæsenets behandling af flygtninge, sagde prismodtager Morten Sodemann og indledte en debat om fordomme og menneskerettigheder.
I debatpaneletet deltog advokat Jytte Lindgaard, overlæge Morten Sodemann og advokat Niels-Erik Hansen. Artiklens forfatter Marianne Olsen står i baggrunden. Foto: Nanna Knudsen.
Kafkat, Retspolitisk Hæderspris gik i år til overlæge ved indvandrerklinikken i Odense, Morten Sodemann, for hans vedholdende kamp for at lytte til flygtninges livshistorier og tage ved lære af dem, så kan de måske helbrede vores fordomme.
Kafkatten er 30 cm høj, og er et katte-menneske med vinger. Skulpturen, der udlånes til prismodtageren et år, en påmindelse og hyldest til den tjekkiske jurist og forfatter Franz Kafka.
Da Retspolitisk Forening henvendte sig til Morten Sodemann for at undersøge, om han ville tage imod hædersprisen, svarede han karakteristisk, at det ville han gerne på vegne af sine medarbejdere, af tolkene og af de tapre patienter, der havde vist det mod at være åbne om deres lidelser.
Den fremmedsprogedes udsathed
Oveni den ængstelse og de smerter flygtningen, der kommer fra helt andre himmelstrøg, kan være ramt af, er senfølger af tortur, som absurd nok er skamfulde at tale om, så flygtningen bliver dobbelt fremmed med sine traumer.
Det er en sørgelig kendsgerning, at de bestemmende myndigheder kun er forfærdede på egne vegne over, at der kommer flygtninge til Danmark, så de efterhånden ikke skelner mellem flygtninge og immigrerede, som kan udnyttes til arbejde.
Majoritetens uvidenhed
Vi ved nemlig ikke noget om et menneske, når vi kun får oplyst hans og hendes religion eller etnicitet. Hvis vi derimod får en livshistorie, lærer vi noget virkeligt, som kan pakkes ind i de andre fænomener, religion, etnicitet og accent.
Flygtningens livshistorie kan blive en virksom medicin mod vores fordomme. Det er dem vi skal helbredes for. Og det er dem Morten Sodemann i tale og skrift har gjort os opmærksom på. Det var også Retspolitisk Forenings motivation for at tildele overlægen og hans medarbejdere hædersprisen.
En prægtig skulptur
Prisen blev overbragt med disse ord:
”Kære Morten Sodemann: Tak, fordi du har givet så rigeligt stof til vores hyldest, og tak, fordi du hurtigt sagde ja tak til at modtage denne hæderspris som du, dine patienter og dine medarbejdere har så rigeligt fortjent.”
”Det er en prægtig skulptur, du nu får at beholde et år. Den har fået navn efter juristen og digteren Franz Kafka, der skriver om Josef K. – ikke at han er syg, hvad han måske er, men at han er arresteret. Han er dømt, og han er vistnok uskyldig.”
At lytte nysgerrigt
Morten Sodemann citerede også Kafka i sin takketale:
”Kafka sagde, at selvom lægen har et navn på din sygdom, er det ikke sikkert, han ved, hvad du fejler.”
”Sådan har jeg det hver dag, når jeg taler med nye flygtninge med nye måder at være syge på,” fortæller han videre, mens han definerer, hvad mennesket/patienten er sammensat af:
”Det eneste jeg og mine kolleger kan gøre, er at lytte nysgerrigt, undersøgende og forsøge at skabe holdbare vilkår for kroppen, sjælen, passet og accenten.”
Læs hele Morten Sodemanns tale her.
Blinde pletter i sundhedspolitikken
Bagefter blev det tid til en paneldebat under overskriften: ” Hvis vi er bange for os selv, bliver vi aldrig klogere”. Det var hensigten at belyse den danske majoritetsbefolknings blinde pletter i sundhedspolitik og deraf følgende diskrimination.
I panelet sad foruden Morten Sodemann advokat Jytte Lindgaard, hvis særlige arbejdsområder er udlændingeret, asylret og familieret, og advokat Niels-Erik Hansen, der specielt arbejder med udlændingesager og menneskerettigheder. Han har derfor også lang erfaring i asylsager.
Fremmedsprog, fagsprog og dyre tolke
Jytte Lindgaard, der har været med i Retspolitisk Forening siden begyndelsen i 1978, tog i sit indlæg udgangspunkt i, hvor velgørende det var at se så mange kvinder i det fyldte lokale. I 1978 var der, trods den herskende frihedsmentalitet, næsten ingen kvinder, ”så noget godt er der da sket.”
Et af hendes egentlige ærinder var det svære sprog, lægen i det hele taget bruger til patienten og om patientens tilstand. Det kender hun fra sig selv. I den sammenhæng gøres situationen helt ubærlig, når man kun får en tolk, hvis man selv betaler. Det allerværste er den mulighed, der er utilgivelig, at børn bliver brugt som tolke.
Bange for mørket i os selv
Niels-Erik Hansen begyndte sin tale med at stille det retoriske spørgsmål: Hvad er vi bange for? Konklusionen var, at vi måske er bange for mørket i os selv.
En anden virkelig rædsel finder sted, når torturofre bliver udspurgt, eller rettere bliver forhørt: ”du siger noget andet i dag, end du sagde for en uge siden!”
Publikum fik beretninger om torturudøvelse, som man åbenbart bliver uddannet til. Det er den holdning til flygtningen, der bliver behandlet på den måde, som hele panelet er enige om at kalde for arrogance.
De uundværlige menneskerettigheder
Der blev dødsstille i det fyldte lokale. Når vi overhovedet kunne holde ud at høre om alle rædslerne, var det fordi, vi var i selskab med et panel, hvis deltagere hver især både ser uretfærdighederne i øjnene og bekæmper dem.
Menneskerettighederne og konventionerne er under pres. Hvis politikerne træder dem under fode, tager de den sidste værdighed fra både minoriteterne og majoriteten.
Hædersprisen blev en alvorlig påmindelse om at bevare den sidste rest af den europæiske værdighed, som er i stor fare for at forsvinde i disse dage.